Fit for fight #9

Nogen der kan huske min ’abattack’-time i fitness for en måneds tid siden? Sikkert ikke. Men jeg kan fortælle, at JEG bestemt IKKE glemmer den foreløbig. Følgende uddrag beskriver timen meget godt: ”Da jeg vågnede dagen derpå og skulle forsøge at rejse mig fra sengen, var det som om, at jeg var blevet gennembanket og derefter kørt over af en traktor”.  Hvis I er nysgerrige på mere om denne skønne *host, forfærdelige, host* time, kan I læse om den HER, og ellers kan jeg meget opsummerende fortælle, at det var noget af det hårdeste, jeg længe har prøvet. Og det er på trods af det faktum, at timen ’kun’ varede i 25 minutter.

Men pointen med dette langt fra glædelige tilbageblik er, at jeg i søndags som sædvanligt var til ’stram op’. Der var så bare sket det, at vores instruktør var blevet syg, så vi skulle have vikar. Snakken gik straks om hvem, det mon kunne være. Og ind kom hun: Instruktøren fra ’abattack’. Jeg kan ikke ligefrem sige, at det var et glædeligt gensyn. Ved første blik på den overenergiske kvinde kunne jeg bare fornemme, at dette langt fra ville blive en leg – og hvor havde jeg ret.

Hun startede ud med at proklamere, at hun kørte med lettere vægte end dem, vi plejede, og jeg nåede lige at sukke en lettelsens suk med tanke på min manglende motivation den morgen, før hun fortsatte og fortalte, at hun til gengæld tog en masse gentagelser. Og gentagelser fik vi. Så mange at jeg var lige ved at kollapse. Allerede ved opvarmningen var både tempoet og sværhedsgraden en del højere end det, vi var vant til. Her kunne mit aerobicelskende hjerte dog sagtens være med. Det faktum, at jeg lød som en gammel prustende hest, fortæller mig dog noget lidt andet om min krop. Men en enkelt vandpause og så var vi ellers i gang med de mange, mange gentagelser. Og jeg kan sige så meget, at jeg langt fra var den eneste, der halvejs igennem timen ikke engang kunne klare mig 15 sekunder igennem ‘planken’ på grund af syrende arme efter gentagelser med dødløft, roning, og hvad der ellers findes af øvelser for de stakkels spaghettiarme. Og det blev bestemt ikke bedre, da hun besluttede at kombinere de mange gentagelser, vægtene OG squats’ene med balancering på ét ben. Jeup, du læste rigtigt. Vi tog noget nær 50 squats med to håndvægte presset mod brystet på ÉT ben. Eller, vi forsøgte i hvert fald…

Og da vi skulle derfra? Lad os bare sige, at de så omtalte trapper fra 2. sal IKKE var prisværdige …

 

– MissConradsen

 

Følg mig gerne på Facebook: HER