Sunday quotes about me

Fit for fight #1

gym-rat-2

Så har jeg været til min allerførste holdtræning i et fitness – ja, såmænd min første gang i et fitnesscenter overhovedet. Som I kunne læse her, stod den på ‘stram op’, og puha det var hårdt. Jeg havde min mor med, og da vi forsigtigt gik ind i lokalet, havde vi absolut ingen anelse om, hvad der ventede os. Men ét var sikkert: Vi havde ikke regnet med vægtløft med både håndvægte og stang, men vi kunne tydeligt se, at de mere garvede ’stram op’-deltagere rutinemæssigt fandt førnævnte frem samt stepbænk og måtte. Så vi fandt vores plads på gulvet midt i det hele (typisk at alle de bagerste pladser skal være optaget), og så gik vi ellers også i gang med at finde de tunge redskaber – eller, det var nok nærmere de letteste.

Mange af jer kender nok holdet, så ingen detaljer om det. Derimod detaljer om hvor ualmindeligt hårdt det var. Allerede efter opvarmningen kunne man høre mig (og såmænd også min kære mor) pruste, som havde vi lige løbet et maraton. Mens jeg diskret kiggede rundt på de andre, kunne jeg konstatere, at instruktøren som forventet gav den maks gas, samtidig med at hun talte takter og snakkede i mikrofonen, og mere overraskende, at de tre midaldrende damer på bagerste række, modsat mig, ingen problemer havde med vejrtrækningen, og de så ud som om, det bestemt IKKE var første gang de deltog i dette hold en tidlig søndag morgen. Men dette var som sagt kun opvarmningen. Da de ’rigtige’ øvelser begyndte (squats, lunges, mavebøjninger, benløft, you name it), var jeg på nippet til at falde om. Nu er jeg jo typen, der gerne vil have så meget som muligt ud af det, jeg laver, så jeg giver den jo helst 110%. Dette resultererede så i, at mine ben halvejs igennem timen rystede så meget, at det nærmest var et mirakel, at jeg stadig kunne holde mig oprejst. Men både min mor og jeg klarede dog timen og overvejer da også, om vi skal snuppe endnu én næste søndag – hvis vi kan gå til den tid.

Og til sidst et shout out til fitnesscentrene: Det er jo nærmest tortur, at lægge lokalerne på 2. sal. Jeg mener, det var jo lige før, vi måtte kravle derfra!

 

MissConradsen

1 kommentar

  • Pia

    Åh hvor jeg elsker at læse dine indslag, jeg får altid et smil på læberne, når jeg læser dem:)
    Kærlig hilsen mor

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sunday quotes about me