Dilemma og dobbeltmoral

Jeg har denne her ven. En fyr jeg mødte sidste sommer, da jeg startede på universitetet. Vi kom godt ud af det med hinanden, og han er da også blevet en del af den læsegruppe, jeg er i. Han er såmen både dygtig og rigtig flink, det er ikke det. Vi er ikke ’best buds’, der ses efter opgaverne er skrevet og forelæsningen er slut, men på skolen og til festerne snakker vi godt sammen. Men… Problemet ligger i, at han dette semester konstant er syg. Eller, han kommer i hvert fald ikke. Vi har lært at leve med det i læsegruppen, og det fungerer da også udmærket bare kæresten og mig – det er jo ham selv, det går ud over. Men nu nærmer eksamen sig så – ja den ligger såmen i næste uge – og nu erkender denne fyr så sit problem. Han har absolut ingen gode notater. Han har da selvfølgelig dem, vi halvhjertet har lavet i læsegruppen, og som vi troligt har delt gennem Dropbox, men ikke de gode eksamensrigtige notater, der er skrevet på baggrund af vores instruktorers kloge ord. Og så er det dilemmaet opstår…

Han skriver simpelthen til mig, om ikke jeg vil sende mine noter. Dette sker selvfølgelig i snapchat, så jeg ingen chance har for at smuglæse beskeden og lade som om, jeg ikke har set den – og sig ikke, at I ikke også gør dette. Og så er det tankerne begynder at køre. For det er noter, jeg har knoklet for hele dette semester. Noter jeg har skrevet, mens jeg ihærdigt har forsøgt at holde øjnene åbne – let’s face it, ikke alle fag er lige spændende. Og noter, som jeg mener, kan føre MIG gennem eksamen, fordi jeg har brugt tid på dem og på at forstå dem. Det er noter, som han nu spørger, om han må få. Og helt ærligt, så var min umiddelbare tanke ’nej!’. Jeg ved da godt, at jeg ikke mister noget ved at give ham dem, og jeg ved da godt, at han ville være lykkelig. Men alligevel. Det er jo MIG, der har knoklet for dem. Men pludselig tilbyder han også betaling for dem. Og så er det dobbeltmoralen kommer. For jeg synes stadig ikke, at det ville føles rigtigt for mig, at sende de noter. Men på den anden side viser det, hvor ubeskriveligt meget han har brug for dem. Og når nu jeg bliver betalt, så er det jo ikke ren ’give away’. Men på den anden side er han jo min ven, så sådan noget burde jeg vel slet ikke overveje at tage betaling for. Jeg burde vel straks springe til og sige ’selvfølgelig hjælper jeg en ven i nød’ – uanset om han tilbyder at betale eller ej. Dilemmaet er tydeligt – og det samme er min dobbeltmoral. Og gode råd er dyre …

Hvad ville I have gjort?

– MissConradsen