Mazarintærte.. Med en spændende ingrediens!

Ja jeg må jo nok indrømme, at det er min kære mor, og ikke mig selv, der har været i gang denne gang. Men det er vel sådan set også ligemeget. Det er stadig lig med super lækker kage på bloggen!
Og denne gang havde hun prøvet en opskrift, jeg aldrig har fået før, og sjov som hun er, så ville hun ikke fortælle mig, hvad det var for en kage. Så jeg forventede jo det værste. Et eller andet sært, som jeg med garanti ikke kunne lide – man er vel lidt mistroisk. Men det kommer nu nok af, at det er sådan det plejer at være, når hun ikke vil fortælle mig, hvad det er, jeg skal til at spise. Hun er lusket, når jeg skal smage på noget nyt.. Måske fordi jeg er en smule kræsen.. Ups!
Men, men, men.. Kagen var bestemt hverken sær eller noget som helst andet. Den var lækker! Det viste sig, som overskriften så fint indikerer, at være mazarinkage, mums.. Dog med en liiidt speciel ingrediens i: Kartoffel! Ja så har man også prøvet det..
Men hvis I er lige så glade for mazarinkage som jeg, så er den helt klart et forsøg værd.. Og måske man ligefrem kan argumentere for, at den er sund, når der er kartoffel i?
Opskrift
100 g smør
200 g sukker
3 æg
150 g kogte kolde kartofler
150 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
2 tsk. mandelessens (her kan med fordel bruges ½-1 tsk. mere)
Blødgør smørret (skal ikke smeltes helt) og rør det sammen med sukkeret. Tilsæt derefter æggeblommerne fra de tre æg en ad gangen under omrøring. Tilsæt samtidig mandelessensen. Mos kartoflerne og rør dem derefter i massen. Tilsæt herefter mel og bagepulver. Derefter piskes æggehviderne og røres i kagedejen.
Den færdig dej fyldes i en smurt springform og bages nederst i ovnen i 40-45 min. ved 175 grader.
Glasur
150 g mørk chokolade (70 %)
¾ dl vand
150 g flormelis
3 spsk kakao
Ingredienserne blandes sammen og glasuren fordeles på den afkølede kage. Drys med snittede mandler.
(Opskriften tager udgangspunkt i én fra Alletiderskogebog.dk)
– MissConradsen
Følg bloggen på Facebook: HER
Ingen kommentarer endnu