Lækre hindbærsnitter

Så blev det tid til RIGTIG kage på bloggen igen. Nu da eksamenerne endelig er overstået, er der jo tid til hjemmebag. I mellemtiden har den stået på købekage. Chok! Selvom en Othellolagkage fra bageren nu også kan være ganske god…
Det jeg kastede mig over i denne omgang var, som overskriften så fint indikerer, hindbærsnitter. Og til de ikke så bageglade kan jeg fortælle, at de er nogle af de nemmeste i verden at lave. 5 ingredienser, en tur på køl og efterfølgende i ovnen, og så skal de bare samles. Nemmere bliver det ikke. Det er faktisk samme opskrift, som den jeg brugte, da jeg lavede studenterbrød. Og så kan man jo vælge at putte en anden krymmel på end den jeg valgte, som vist blev en smule sommerlig…
Opskrift
150 g hvedemel
75 g flormelis
75 g smør
1 æg
1 tsk. vaniljesukker
Hindbærmarmelade (helst noget der er en smule stiv)
Hvid glasur + krymmel
Bland mel, flormelis og smør sammen og smuldr det. Tilsæt derefter vaniljesukker og ægget og saml det med fingrene. Sæt det på køl i 30 minutter.
Rul derefter dejen ud på køkkenbordet. Brug godt med mel, så det ikke klæber fast. Brug derefter et glas eller en dejudtrykker (hvis du er så heldig at have sådan én) til at trykke hindbærsnittestykkerne ud. Hvis du ønsker de traditionelle firkantede, skal de først skæres ud, når dejen er bagt. Sæt derefter de udtrykkede stykker i ovnen og bag i 8-10 minutter ved 200 grader varmluft til de er gyldne.
Lad dem køle. Smør derefter hindbærmarmelade på og saml dem. Pynt med glasur og krymmel.
(Opskriften er lånt fra madenimitliv.dk)
– MissConradsen
Følg bloggen på Facebook: HER
Ingen kommentarer endnu