Byrådsmøde: Seriøsitet som en gymnasieklasse

Fit for fight #12

enhanced-5015-1417849292-1

På trods af at jeg sidste gang i høj grad så frem til en omgang holdtræning, så snuppede jeg da lige endnu en omgang selvtræning med hr. kæreste i det lokale center i Aarhus. inden det igen blev søndag og tid til ’stram op’. Vi var jo selvfølgelig smarte og tog derhen direkte efter de få timer, vi havde den dag på UNI for at spare tid. Der var så bare lige det knap så smarte ved det, at jeg havde makeup på, hvilket jeg bestemt IKKE plejer, når jeg tager i fitness. Og jeg fandt meget hurtigt ud af, hvorfor det bare er bedst at gøre, som man plejer. For jeg startede som sædvanligt (hvis man kan kalde tre gange det?) med en halv time på crosstraineren, og som jeg så fint beskrev sidst, så fik jeg alt for hurtigt varmen, og sveden begyndte ligeledes at løbe – det samme gjorde makeuppen.

Jeg må nok krybe til korset og erkende, at jeg bruger en del makeup. Her taler vi både optegning af utroligt blege bryn, dækstift til diverse bumser og røde pletter og kunstige øjenvipper som resultat af dovenskab og manglende vipper efter dårlig behandling af dem… Og jeg kan starte med at sige, at lim og sved er en utrolig dårlig kombination – men hvem havde også forventet, at man nærmest svedte ud af øjnene! Ligeledes klædte det mig ikke ligefrem, at enderne af øjenbrynene var blevet et par centimeter længere, og at dækstiften bestemt ikke kunne dække mit røde, hederamte ansigt. Og at de så fint har hængt spejle op til at minde én om det, ved jeg ikke ligefrem om hjælper. Jeg kunne dog se på herren i den (til dels) lysebrune t-shirts foran mig, at jeg ikke var den eneste med et lille svedproblem

Men for at se på det positive (og mere relevante), så gik tiden på crosstraineren langt hurtigere end sidst. Ikke hurtigt, men hurtigere – for det føltes stadig som noget nær 100 år. Det hjalp dog, at jeg havde valg en helt anden playliste end de top-hits, jeg har lyttet til de sidste mange måneder. Og som endnu en bonus, så begynder de mange øvelser med vægte, som vi ihærdigt forsøger at tæske os selv igennem bagefter, at føles en smule for lette, når jeg udfører dem. Og jeg overvejer da også, om ikke snart jeg skal øge kiloene, når jeg ser hvor ubesværet, jeg udfører løftene til sammenligning med min prustende kæreste. Problemet er så bare, at når der er gået et par dage, og jeg knap kan løfte armene, så føltes det bestemt ikke let mere, og så ville jeg nok helst helt have undværet vægtene. Samme følelse havde jeg efter ’stram op’-timen søndag, for lad os bare sige, at der er fokus på armene her i april, og mine spaghettiarmen kunne i høj grad trænge til en omgang. Av!

 

MissConradsen

 

Følg mig gerne på Facebook: HER

3 kommentarer

  • Pia Conradsen

    Kl. er 06.40 og jeg sidder og læser dit herlige blogindlæg. Det er bare en skøn måde at starte dagen på, du får mig altid til at skraldgrine. Tak for det min skat.
    Din mor 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Byrådsmøde: Seriøsitet som en gymnasieklasse