Dreamy drømmekage

Jeg har længe villet bage drømmekage. Jeg havde faktisk fundet en super lækker opskrift på drømmemuffins. Men så skete der det, at langt om længe fik anskaffet mig en springform. Ja, du læste rigtigt: Sådan én havde jeg nemlig ikke. Men det var det, der skulle til. Nu er der bagt et styk drømmekage – i springform, ikke som muffins – hvilket ikke er sket i uendelige tider. Men jeg har kun gode minder om den. Og hvis du ikke også har det, så kan du jo få skabt nogle nye ved også at give opskriften et forsøg 😉
Opskrift
Bund
2 æg
125 gr sukker
1,5 tsk bagepulver
1/2 tsk vanillepulver
200 gr mel
1,5 dl mælk
50 gr smeltet smør
Topping
75 gr kokosmel
90 gr smør
150 gr brun farin
1/3 dl mælk
Pisk æg og sukker sammen til det er luftigt. Mål derefter bagepulver, vaniljepulver og mel op, sigt det i æggemassen og vend det sammen. Rør herefter mælk og smeltet smør i dejen. Hæld til sidst dejen i en springform (jeg brugte én på 22 cm). Bag kagen ved 200 grader varmluft i 25-30 minutter til den er gylden og gennembagt. Når den er færdig tages den ud af ovnen og ovnen varmes op til 225 grader.
Bland så ingredienserne til toppingen sammen i en gryde og bring det i kog. Når det bobler tages gryden af varmen og toppingen fordeles på kagen. Sæt derefter kagen i ovnen i 5 minutter til kokosfyldet har sat sig. Lad kagen køle og fjern springformen. God appetit!
(Opskriften tager udgangspunkt i én fra Madenimitliv.dk)
– MissConradsen
Følg bloggen på Facebook: HER
Ingen kommentarer endnu