At leve med to mænd…

Som (måske) bekendt, så bor min kæreste med en af sine venner i den her (alt for dyre) lejlighed i Aarhus, som jeg mere eller mindre også er flyttet ind i. Ja, jeg crasher da i hvert fald flere dage i ugen end jeg kan tælle på én hånd. Men det er ikke altid lige nemt. Ikke nok med, at jeg har min til tider uduelige kæreste – ja uduelig er han jo ikke, men vi har vel alle vores øjeblikke – så skal jeg også ’døje’ med hans roomie. Endnu et styk til tider udueligt mandfolk. Nu skal jeg ikke få det til at lyde som det værste i verden, for når det kommer til stykket, er det faktisk meget hyggeligt. Jeg kan tydeligt huske første gang jeg var der, og hvor overrasket jeg blev over, at lejligheden nærmere lignede noget taget ud af modeblad (eller, nok nærmere IKEA) end det lignede en typisk drengehybel. Der var hverken pizzabakker, tomme øldåser, kæmpe højtalere eller et hav af andre elektroniske dimsedutter. Nej, alt var fint og rydeligt. Det eneste der tydede på, at det var to unge herre, der boede der, var M! bladene på badeværelset og manglen på blomster. Dem har jeg dog så småt fået ført ind i lejligheden sidenhen – i kaktusform. Lad os bare sige at ingen af os er de skarpeste til at holde en blomst…  Men så langt så godt.

Frygten, da jeg nærmest begyndte at flytte ind i lejligheden, var roomien, som jeg dog kom overraskende godt ud af det med. Ja vi kan da også sagtens hitte ud af det alene, når min kæreste er til et af sine utallige møder. Men, men, men … Når man begynder at tilbringe SÅ meget tid i lejligheden, at man nærmest er flyttet ind, er det ikke altid lige nemt, at være alene pige – og det er uanset, hvor godt man så ellers kommer ud af det med dem, der står på lejekontrakten. Der er såmænd ingen diskussioner om toilettetbrættet med nogen af de to herre, som begge altid slår det ned – og her tænker jeg, at jeg er ret så heldig. Heller ikke fjernbetjeningen eller sofapladserne er der den store kamp om, da mangel på kanaler (eller rettere sagt ingen kanaler) gør det rimelig nemt at vælge. Det ligger nok mere i de små ting: Hvordan man bedst organiserer opvasken (man tager den selvfølgelig undervejs i madlavningen, så man ikke har så meget efter maden), hvordan man stryger en skjorte (ALTID på vrangen), hvordan varmen skal være i soveværelset (helst et par grader varmere end 15!), hvad vi skal have (og ikke have) til aftensmad (og det kommer fra en kræsenpind), hvor rodet der må være på badeværelsesbordet (ja, jeg roder måske en smule med min utallige skønhedsprodukter og vatpinde), hvor længe madvarer må hhv. stå og være åben i køleskabet (ingen kommentarer!), osv.

Og så er det jo ikke helt nemt, når de to hoveder opfører sig som et gammelt ægtepar. Det er da selvfølgelig rart, at der er en klar fordeling af hvem der laver maden, og hvem der tager opvasken og ligeledes, at der er styr på, hvem der ordner afløb, når det igen igen stopper til, og hvem der sørger for vasketøjet. Det knap så rare ligger i, at jeg da sagtens kan mærke, at de til tider rotter sig sammen mod mig – og jeg har det IKKE godt med at være i undertal, det må jeg sige. Og af en eller anden grund, så mister jeg ofte solidariteten og støtten fra hr. kæreste, når der ikke er enighed mellem mig og roomien, hvilket jeg da bestemt heller ikke er helt tilfreds med (læs: overhovedet ikke). Men så er det jo godt, at jeg ved, at jeg altid har ret (ironi kan forekomme) – og at jeg er velkommen alligevel … 🙂

– MissConradsen

Følg mig gerne på Facebook: HER