Året i snapchatbilleder

Så er endnu et år gået, og vi skriver igen 1. januar – denne gang 2016. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en smule afhængig af snapchat, eller at jeg gemmer samtlige billeder ned, som jeg sender afsted. Dette har dog sine fordele, da jeg nu kan lave et tilbageblik på nogle af alle de ting, jeg har oplevet i 2015. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for et ’lille’ udvalg.
For i år er året, hvor jeg har påbegyndt og afsluttet 2. og 3. semester. Det er året hvor vi alle (forhåbentlig) stemte til folketingsvalget og til folkeafstemningen om retsforbeholdet. Det er også året, hvor jeg var på hele tre ferier i udlandet: Sverige, Thailand og Tyrkiet – og så en lille smuttur til Tyskland for at handle. Derudover er det året, hvor jeg gik mindre i byen og i stedet brugte tiden med min kæreste, som jeg også i år har fejret 1-års dag med. Så er det også året, hvor jeg var til koncert med de sjove og helt fantastiske Diskofil (I ved, dem fra Randers, der stadig klæder sig i 80’er tøj?) og YouSee koncert med blandt andet Medina og Burhan G. Så har jeg set Dronningen og Kronprinsen til hendes 75-års fødselsdag, besøgt Randers Regnskov, forsøgt at lære min kæreste at skøjte (hvilket ikke var særlig vellykket), spist en masse kage, langt om længe taget mig sammen til at blive klippet og meget, meget mere.
Jeg håber, I har haft et lige så fantastisk år og får et mindst lige så godt et i 2016.
Godt nytår!
– MissConradsen
Ingen kommentarer endnu