Fit for fight #10

Endnu en ’stram op’ time og endnu en (ny) vikar. Denne gang måtte vi ikke spændte (læs: nervøse) vente på, hvem det mon kunne være, for hun var godt i gang med at finde stepbræt, vægte og bodybar frem, da vi ankom en smule for tidligt i søndags. Så vi fik da lige en hyggelig sludder – eller min mor og instruktøren gjorde – inden torturen begyndte. Hun havde egentlig været på barsel og var ikke rigtig kommet i gang igen som andet end vikar – men det passede hende vist helt fint. Og det passede bestemt også os. For endelig var der en træner (eller instruktør om I vil), der ikke lignede én taget ud af iform. Ja jeg var faktisk i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet var træneren, da vi først kom ind. Intet ondt ment i det dog. For det skønne var, at hun stadig havde rester af babymaven og hverken arme eller ben var særlig markerede. Altså så hun ud præcis lige som alle os andre dødelige, der prustende spræller rundt i forsøget på at følge med.

Hun fik dog andet bevist, da vi først gik i gang. Opvarmningen bestod denne gang af step – noget jeg elsker! Jeg kunne imidlertid se, at det ikke var alle, der var enige i denne kærlighed til steppen. Ja og til takt i det hele taget. Men så langt så godt. Selve træningen bestod hverken af tunge vægte eller gentagelser som sidst (hvilket I kan læse om HER, hvis I skulle have lyst). Den bestod derimod af ’serier’ forstået som, at vi lavede tre forskellige øvelser og så gentog vi dem ellers tre gange. Og det lyder måske nemt nok? Jeg kan dog højt og rungende sige, at det var det absolut IKKE. Det var jo ikke bare et par gentagelser af hver, men nok nærmere 30 – og så gange tre… Og dét var bestemt IKKE mindre hårdt end de mange gentagelser sidst. Det kunne mine arme i hvert fald i den grad bekræfte, for nøj de var ømme efter ti minutter på bænken med bodybaren i hænderne!!

Og da jeg vågnede dagen efter? Ja, der var jeg faktisk på nippet til at tro, at jeg var blevet ramt af en omgang influenza. Samtlige muskler i kroppen var i hvert fald ømme på præcis samme måde. Men det burde jeg vel også have forudset. Så lidt som jeg får trænet mormorarmene og pusselankerne, så kan jeg VIRKELIG mærke, når jeg endelig gør – og så fortryder man næsten. Næsten! For jeg er jo selvfølgelig klar på endnu en omgang på næste søndag 🙂

– MissConradsen

Følg mig gerne på Facebook: HER